100 Potentialer
Grundskole

Andelsbevægelsen i dag

Øvelse - kan I selv drive en andelsvirksomhed?

I skal nu finde sammen i de samme grupper, som I læste jeres kilde med tidligere. I har de samme makkegruppe.

Forestil jer, at I i jeres gruppe har besluttet jer for at drive en andelsvirksomhed. I får hver en bestemt type virksomhed i jeres grupper. Besvar spørgsmålene og fremlæg for jeres makkergruppe.

• Til sidst samler vi op fælles i klassen. Der skal vi snakke om følgende spørgsmål:
Kan vi bruge andelsbevægelsen som inspiration til at skabe et bedre samfund? Hvordan?

Tilbage i skolen havde I et vildt spændende forløb om andelsbevægelsen!
Det har fået jer til at spare sammen i rigtig mange år, så I kunne købe den forladte, gamle herregård, der ligger i nærheden. Den vil I lave til et hotel, der skal drives efter andelsprincipperne.

I har dog ikke betalt lige meget for herregården. Den ældste af jer har betalt dobbelt så meget som de andre.

Diskutér følgende spørgsmål og fremlæg jeres svar kort for klassen, så de kan se, hvordan I får lavet et andelsdrevet hotel. Husk at begrunde hvorfor, I svarer det, I gør!

• Hvad er de vigtigste principper at huske på ift. andelsbevægelsen?

• Er det mest i andelsbevægelsens ånd at fordele de forskellige opgaver ved hoteldriften (restaurant, indretning, rengøring, regnskab, osv.) ligeligt
imellem jer, eller at overlade hver opgave til den, der er bedst til det?

• I kan ikke klare alle opgaverne på hotellet selv, så I skal have nogle medarbejdere. Skal de også have medbestemmelse over hvordan, hotellet
bliver drevet?

• Kan I komme på andre ting, der kan skabe det bedste andelsdrevne hotel i danmarkshistorien? Hvilke?

Engang i skolen havde I et forløb om andelsbevægelsen. Det var så vildt og spændende at høre om, at I blev helt bidt af det – I besluttede jer for, at I gerne selv ville være en del af andelsbevægelsen. Da jeres yndlingsbowlinghal lige pludselig skulle sælges på tvangsauktion (den forhenværende ejer havde holdt en tiger i kælderen, der var sluppet ud!) var det oplagt, at I købte den.

I har givet jer selv opgaven at starte Danmarks første andelsbowlinghal!

• Hvad er de vigtigste principper at huske på ift. andelsbevægelsen?

• Mange bowlinghaller har medlemmer. Det vil I også gerne have i jeres. Hvordan sikrer I, at medlemskabet kan fungere efter andelsprincipperne?

• Mange bowlinghaller serverer også mad. Kan I lave selve bowlingen andelsdrevet og restauranten som en helt normal forretning?

• Hvorfor giver det overhovedet mening for jer at lave en andelsdrevet bowlinghal?

I Danmark elsker vi pizza. Men vi elsker også andelsbevægelsen. I har besluttet jer for at kombinere de to ting. Men det er alligevel noget tid siden, at I havde verdens bedste forløb om andelsbevægelsen, så derfor beslutter I jer for at sætte jer med en masse cola og pizza en aften for at snakke igennem, hvordan I kan lave andelspizza.

• Er det i andelsbevægelsens ånd at drive jeres pizzeria på en måde, hvor alle skal godkende alle beslutninger? Så hvis I f.eks. vil lave en ny type pizza, så skal alle medlemmer af den andelsforening, I har startet til at drive pizzeriaet, godkende den. Hvis der blot er én, der er utilfreds, så kan I ikke lancere den. Begrund jeres svar!

• Er det korrekt, at I som ejere af et andelspizzeria ikke må tjene nogle penge, men skal sørge for, at pizzaen kun lige koster det, som det koster at producere den?

• Hvad er de vigtigste andelsprincipper?

• Er der andre ting, der kan gøre jeres pizzeria endnu mere andelsagtigt?

Hunde, katte, fugle, kaniner, fisk og alle andre dyr passer jo ikke sig selv. De har brug for mad, legetøj og alt muligt andet. Derfor har I besluttet jer for at åbne en dyrehandler sammen. Men I vil gerne skille jer ud. Da I aldrig har hørt om en andelsdreven dyrehandel, beslutter I jer for at oprette Danmarks allerførste. Så kan folks kæledyr få mad på en ansvarlig måde!

• En af de vigtigste opgaver I har som dyrehandler er at sørge for, at folk får det dyrefoder, de har brug for. Hvordan sikrer I, at jeres foder bliver anskaffet på en måde, der er i overensstemmelse med andelsprincipperne?

• I vil gerne ansætte nogle flere medarbejdere, men I beslutter jer for, at det er for besværligt, hvis I bliver helt vildt mange på månedsmøderne. Derfor får de ingen medbestemmelse. Er dette i overensstemmelse med andelsprincipperne? Begrund jeres svar!

• Det vigtigste i andelsprincipperne er medbestemmelse. Betyder det, at det er det eneste, I skal gøre for at sikre, at jeres dyrehandel er drevet ansvarligt? Hvorfor/hvorfor ikke?

• Er der andre ting, I kan finde på, der kan gøre jeres dyrehandel mere andelsagtig?

I skolen havde I engang et forløb om andelsbevægelsen, som I knuselskede. Da I fandt ud af, at det var muligt at åbne en svømmehal lige ved siden af der, hvor I bor, slog I til. Nu skulle Danmark da have en andelssvømmehal!

• Hvordan kan man trække på andelsprincipperne i en svømmehal? Jeres svømmehal bliver simpelthen så stor og populær, at I får mulighed for at opkøbe en masse andre svømmehaller i Danmark. Men er det i overensstemmelse med andelsprincipperne? Begrund jeres svar!

• Da I fandt ud af, at det var muligt at åbne en svømmehal lige ved siden af der, hvor I bor, slog I til. Nu skulle Danmark da have en andelssvømmehal!

• Hvordan kan man trække på andelsprincipperne i en svømmehal?

• Jeres svømmehal bliver simpelthen så stor og populær, at I får mulighed for at opkøbe en masse andre svømmehaller i Danmark. Men er det i overensstemmelse med andelsprincipperne? Begrund jeres svar!

• I har nu købt en masse svømmehaller rundt om i landet. Hvordan sikrer I, at de bliver ved med at være drevet efter andelsprincipperne?

• Er der andre ting, I kan komme på, der kan sikre at jeres svømmehaller drives andelsagtigt?

Den lokale sportsforretning er lige lukket, fordi folk ikke brugte den. I har lavet en rundspørge, og det, der går igen, er, at folk syntes, den var for gammeldags. Den manglede simpelthen potentiale for fremtiden. Det fik jer til at tænke tilbage på et forløb I havde i folkeskolen om andelsbevægelsen. Kan det være, at en andelsdreven sportsforretning har potentiale? Det tror I, så I beslutter jer for at åbne en andelsdreven sportsforretning!

• Hvilke andelsprincipper kan være relevante i driften af en sportsforretning?

• Hvorfor er det egentlig, at der er et potentiale i at drive en sportsforretning efter andelsprincipperne?

• Jeres forretning har fået en rigtig god start, men der er stadig ting, der kan gøres bedre. På det næste fællesmøde I holder, kommer der en række forslag, til hvordan I kan forbedre jeres forretning en smule. En af dem er, at folk skal arbejde frivilligt. Er det i overensstemmelse med andelsprincipperne? Hvorfor/hvorfor ikke?

• Kan I komme på andre eksempler på, hvordan en sportsforretning kunne drives efter andelsprincipperne?

Opsamling

Snak kort følgende spørgsmål: Kan vi bruge andelsbevægelsen som inspiration til at skabe et bedre samfund? Hvordan? Vi samler op i klassen.

100 Potentialer støttet af Villum Velux